DRF´S BÆREDYGTIGHEDSINITIATIVER

I DRF’s strategi for bæredygtige rejser er der defineret fire overordnede indsatsområder:

DRF’s medlemmer (rejsebureauer), DRF (sekretariatet), politiske beslutningstagere og den rejsende. For hvert indsatsområde har DRF iværksat en række initiativer, der understøtter den overordnede politik om at fremme en bæredygtig udvikling i rejsebranchen.

Danmarks Rejsebureau Forening
Børsen
DK-1217 København K.
CVR. Nr.: 20 77 03 17
E-mail: kontakt-drf@danskerhverv.dk
www.travelassoc.dk

Fem gode råd til dem, der vil rejse mere bæredygtigt

5 GODE REJSERÅD – FOR DIG, DER GERNE VIL REJSE MERE BÆREDYGTIGT

At rejse bæredygtigt handler blandt om at sikre, at både du og de mennesker og steder, du besøger, får noget godt ud af dit besøg. Danmarks Rejsebureau Forening har udarbejdet fem gode råd til, hvordan du kan rejse bæredygtigt. Lige meget om du rejser tre dage på storbyferie i Europa eller på en måneds rundrejse i Asien, kan du bidrage til, at din rejse efterlader positive aftryk. Det er dog forskellige ting, du skal tage højde for alt efter, hvor og hvordan du rejser. Derfor er de fem rejseråd også tænkt som en inspiration til, hvad du kan gøre, så netop din rejse bliver mere bæredygtig.

Spørg om dit rejsebureau har en CSR-politik, om de har modtaget en form for bæredygtighedscertificering (ISO, Travelife o.l.), om de har udviklet nogle særlige bæredygtige oplevelsespakker, om det er muligt at betale CO2-kompensation for flyrejser, om man kan leje miljøvenlige biler, og om de samarbejder med hoteller, der bruger lokal arbejdskraft og giver ordentlige arbejdsvilkår til deres ansatte.

Dit rejsebureau kan også hjælpe dig med at sikre, at din rejse efterlader positive aftryk. Spørg derfor, hvilke produkter dit rejsebureau kan tilbyde, der tager højde for både miljømæssige, økonomiske, sociale og kulturelle forhold på dit rejsemål.

Der er for eksempel mange hoteller rundt omkring i verden, der drives efter særlige bæredygtighedsprogrammer, blandt andet Travelife.

Pas på naturen både hjemme og på rejse. Herunder er en række forslag til, hvad du kan gøre på din rejse, for at skåne miljøet:

a) Benyt CO2-besparende transportformer til at komme rundt, hvor det er muligt.

b) Spar på vandet og energien. Brug for eksempel bionedbrydeligt sæbe i badet, genbrug dine håndklæder og begræns dit vandforbrug.

c) Lad være med at smide affald og overhold ordensreglerne i beskyttede områder.

d) Genbrug vandflasker, hvis det er muligt.

Små lokale virksomheder kan blive vejen til spændende og indsigtsrige oplevelser, og ved at handle eller spise hos dem, bidrager du direkte til den lokale økonomi.Vælg for eksempel at bo lokalt og spise på lokale restauranter.

En anden måde at støtte det samfund, du besøger, er ved at købe lokalt producerede varer og souvenirs. Sørg dog for at sikre dig, at souvenirs ikke er lavet af truede dyrearter eller for eksempel koral.

Dit rejsebureau kan fortælle dig, hvilke materialer der er truede.

Sæt dig ind i lokale skikke på destinationen og undersøg, om der er nogle særlige hensyn at tage. Det kan både give dig større indsigt, men vil også skabe gensidig forståelse mellem dig og de lokale.Ved at vise respekt for den lokale kultur, kan ellers lukkede døre tit åbne sig.

Det kan være, du bliver inviteret til at deltage i lokale traditioner. Husk dog at respektere, at du måske nogle gange er uønsket i forbindelse med ceremonier o.l.

Det samme gælder for besøg i slumkvarterer eller områder med etniske minoriteter. Overvej derfor altid, om dit besøg kommer de besøgte til gode. Spørg altid før du fotograferer mennesker eller deres ejendom.

Fattige mennesker overalt på kloden er sårbare over for turisme og bliver i nogle tilfælde udnyttet. Gør dit til, at de at de ikke bliver udnyttede og lad din rejse sætte gode spor. Acceptér ikke udnyttelse af fattige og udsatte mennesker, herunder børn – rapportér det til myndigheder og dit rejsebureau, hvis du ser det.

Donér gerne penge, hvis du har lidt, du kan undvære, men overvej, hvor dine penge gør mest gavn. I nogle tilfælde kan det være bedre at give donationer til lokalområdets hjælpeorganisationer frem for tiggere.

DRF’s medlemmer

DRF har udviklet en online CSR-værktøjskasse, hvor medlemmer kan finde inspiration, råd og vejledning til, hvordan de kan arbejde med bæredygtige rejser. Værktøjskassen er pt ikke tilgængelig, da den er under opdatering.

DRF har implementeret en dansk version af det EU-støttede bæredygtige ledelsessystem, Travelife, hvor medlemmer systematisk kan arbejde med at fremme bæredygtighed i hele deres værdikæde og til sidst opnå en certificering, der er kompatibel med førende internationale standarder som f.eks. ISO 14001. DRF kan certificere medlemmer på flere trin i Travelife-processen. Kontakt sekretariatet for at komme i gang.

DRF
Sekretariatet deltager i projekter om bæredygtighed, blandt andet sammen med Københavns Universitet, ligesom sekretariatet også holder oplæg om CSR i rejsebranchen for elever på for eksempel Serviceøkonomuddannelsen. Sekretariatet har deltaget i konferencer om bæredygtighed.

Politiske beslutningstagere
DRF underskrev den 7. november 2013 FN’s turismeorganisations (UNWTO) adfærdskodeks for turisme, Global Code of Ethics in Tourism. Med aftalen forpligter DRF sig til at overholde og fremme de etiske retningslinjer for turisme blandt rejsebureauer i Danmark.

DRF deltog indtil 2012 i en arbejdsgruppe nedsat af EU-Kommissionen, Tourism Sustainability Group. DRF blev valgt til at repræsentere den samlede europæiske rejsebureaubranche i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen blev desværre nedlagt i 2012. I DRF’s europæiske organisation, ECTAA, har DRF en plads i komitéen for destinationer og bæredygtighed og arbejder her på at finde et fælles europæisk fodslag for bæredygtige rejser.
I sin generelle politiske interessevaretagelse over for nationale og globale beslutningstagere arbejder DRF for at skabe de bedst mulige rammevilkår for en bæredygtig udvikling i rejsebranchen og bidrage til debatten om bæredygtighed i offentligheden.

Den rejsende
DRF søger aktivt og bidrager gerne selv til kampagner for at udbrede kendskabet til bæredygtige rejser. DRF har blandt andet deltaget i en kampagne om at stoppe børnesexturisme. DRF har udarbejdet nogle gode rejseråd til dem, der gerne vil rejse mere bæredygtigt, og de kan læses her.

Bæredygtighedsinitiativer:

DRF er lagt sammen med Dansk Erhverv. Læs mere på Dansk Erhvervs bæredygtighedsportal her.

BÆREDYGTIGE REJSER
Indsatsområde – DRF (sekretariat)
En naturlig konsekvens af DRF’s arbejde med at fremme miljømæssig og social ansvarlighed hos vores medlemmer og i rejsebranchen generelt er, at sekretariatet også selv påtager sig et ansvar for at optræde miljømæssigt og socialt ansvarligt.

DRF’s sekretariats største miljømæssige fodspor kan tilskrives vores energiforbrug og CO2-udledning i forbindelse med driften af sekretariatet og dets rejseaktiviteter. Vores mål er at minimere de miljømæssige effekter af vores virksomhedsdrift gennem en målrettet indsats over for blandt andet energiforbruget på sekretariatet og valg af transportformer. DRF ønsker at sikre et godt arbejdsmiljø på sekretariatet og ud fra et etisk værdigrundlag sikre, at sekretariatet optræder etisk ansvarligt over for medlemmer, samarbejdspartnere og interessenter.

Samfundsmæssigt har DRF et ansvar for at støtte og tilvejebringe viden og uddannelse, så medlemmerne besidder den nødvendige viden og kompetencer til at udarbejde egne politikker og mål for arbejdet med at få forankret miljømæssig og social bæredygtighed i deres forretningsmodeller. Som politisk aktør, har DRF også et ansvar over for medlemmerne for at få tilvejebragt en politisk ramme, der understøtter en ansvarlig økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling på rejseområdet. Endelig har DRF et medansvar for at løfte opgaven med at oplyse og informere de rejsende om, hvordan de kan indtænke bæredygtige hensyn i deres rejsevalg og adfærd.

BÆREDYGTIGE REJSER
Indsatsområde – DRF´s medlemmer (Leisure- og forretningsrejsebureauer)
Kendetegnende for både forretningsbureauer og leisurebureauer er, at de produkter, de sælger, oftest består af ydelser fra en række forskellige underleverandører. Selvom medlemmerne også bør inddrage miljø og social ansvarlighed inden for bureauets egne fysiske rammer, sker den største påvirkning af rejsebureauernes virksomhed indirekte gennem kundernes rejseaktiviteter. Det er således en målrettet indsats i forbindelse med sammensætning af rejserne samt valg og indsats overfor leverandører af produkter og ydelser, der indgår i rejsebureauets forretning, der vil give rejsebureauerne den største effekt på det social og miljømæssige område.

Til at hjælpe vores medlemmer på vej i omstillingen til at integrere social og miljømæssig ansvarlighed i hele deres forretningsmodel og produktion af bæredygtige rejser har DRF rettet fokus mod at styrke rejsebureauernes evne til at praktisere bæredygtig ledelse. Dette gøres gennem formidling af viden og rådgivning samt udarbejdelse af konkrete værktøjer, der kan sikre medlemmernes engagement og kompetencer på området.
Du kan læse om de forskellige tiltag, som DRF har iværksat for at fremme bæredygtighedshensyn hos medlemmerne, ved at klikke på de enkelte initiativer nedenfor.

BÆREDYGTIGE REJSER
Indsatsområde – Politiske beslutningstagere (EUROPÆISK OG NATIONALT PLAN)
Rejsebranchens rammevilkår spiller en stor rolle i mulighederne for værdiskabelse. Derfor er det afgørende, at der fra politisk side gives konkurrencedygtige (værdiskabende) rammevilkår, der ikke hæmmer mulighederne for grøn og ansvarlig vækst, men derimod tilskynder en bæredygtig udvikling.

Det er DRF’s holdning, at EU bør indtage en proaktiv holdning til CSR og styrke CSR-dagsordenen ved at skabe rum og markedsincitamenter til erhvervslivet, herunder rejsebranchen. Det er op til de ansvarlige politikere og institutioner at fastlægge en passende ramme, hvor der er plads til nye bæredygtige rejseformer, og som må støttes med konkrete instrumenter. Endvidere bør EU — politisk og økonomisk — støtte og engagere sig i den fortsatte udvikling af eksisterende internationale initiativer, såsom UN Global Compact, Global Reporting Initiative og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder.

Danmark bør — sammen med de øvrige EU-medlemsstater — arbejde aktivt på nationalt plan for at motivere virksomheder til at engagere sig i CSR-initiativer og til at overholde internationale standarder for CSR (f.eks. UN Global Compact) ved at tilvejebringe en incitamentsskabende og faciliterende politisk ramme for bæredygtig vækst. Derfor har DRF blandt andet underskrevet UNWTO’s adfærdskodeks for turisme, der forpligter DRF til at fremme etiske retningslinjer for turisme blandt rejsebureauer i Danmark.

Som interesseorganisation for danske rejsebureauer har DRF et ansvar for at påvirke politikerne til at arbejde med ovenstående mål ved at drive lobbyvirksomhed og deltage aktivt i den politiske debat.

Bæredygtighedsinitiativer:
Politisk interessevaretagelse for at fremme bæredygtighed i rejsebranchen – løbende aktivitet
Destination and Sustainability Committee – Arbejdsgruppe, under de europæiske rejsebureauforeningers fællesorganisation ECTAA, som DRF deltager i
Global Code of Ethics in Tourism. UNWTO’s etiske retningslinjer for turisme, som DRF underskrev den 7. november 2013.